Skovby Sportsklub er en forening, hvor der er plads til alle!

Det gælder både nybegyndere, medlemmer der dyrker sport for hyggens skyld, men også medlemmer, som ønsker at give træningen et ekstra gear.  Vi stræber efter at give alle en varm velkomst og arbejder for, at alle har det sjovt og føler, at de udvikler sig til træning.

I Skovby Sportsklub har vi fokus på de gode oplevelser, som opstår i fællesskab med andre mennesker, og at man som medlem glæder sig til at komme til den ugentlige træning og har lyst til at deltage i forskellige arrangementer sammen med andre medlemmer i klubben. 

Vi er en forening, som for nuværende tilbyder basketball for børn og unge samt motionsbasket for herrer og multisport for voksne. Vi sigter som forening dog altid efter at udvikle os og være åbne for andre idrætsgrene. 

Vores kerneformål er at få så mange i lokalsamfundet til at bruge Skovby Sportsklub til det, den er god til nemlig; at få gode oplevelser, lære nye mennesker at kende og dyrke motion til at fremme sundhed og trivsel.

Derudover ønsker Skovby Sportsklub at få flere til at dyrke idræt med glæde i så lang tid som muligt. At opleve den glæde, en idrætsforening kan tilbyde, har flere betydninger, idet man både oplever glæden ved at dyrke selve idrætten, men også glæden ved de relationer, der opstår i forbindelse med idrætten. Vi har et mål om at initiere og facilitere dette, så der opstår et samvær, som man ikke kan undvære, så man uge efter uge bliver glad for at komme og dyrke idræt i fællesskab med andre. 

Skovby Sportsklub mener, at foreningsidrætten er til for ALLE! Den skal være inkluderende, og alle er velkomne uanset fx alder, køn og kulturel baggrund. Vi har derfor også som mål at fremme ligestilling og diversitet og i den forbindelse inspirere og facilitere, at disse formål understøttes og opfyldes i idrætten i foreningen.